Livet bliver ikke nemmere, du bliver bare stærkere

I think the hardest part of losing someone, isn’t having to say goodbye, but rather learning to live without them. Always trying to fill the void, the emptiness that’s left inside your heart when they go.

Jeg har flere gode dage nu, end triste. Men sådan en dag som i dag, hvor jeg vågner op, og er usikker på det var en drøm eller om det virkelig skete.

Jeg drømte han kom tilbage, han savnede mig, vi snakkede og grinte. Vi ville forsætte og kyssede derefter. Jeg tænkte på jeg ville sige, “hvad skal vi sige til vores familier, fordi min har været knust, over jeg har været så knust. Så ved ikke hvordan de ville have det med, jeg bare sådan vupti duu, tog dig tilbage”. Men så vågnede jeg, lige inden jeg skulle spørger ham.

Var usikker på om det var sket, om vi nu skulle være sammen igen, om han virkelig også savnede mig. Og ikke som citatet “Please tell me i’m not as forgettable as your silence is making me fell”, får mig til at føle.

Det jeg synes er hårdst lige nu, er at min familie, hans familie, vores liv hang så meget sammen, at vores mennesker hang så meget sammen. Mine nevøer og niece har spurgt ind til ham. Det gør ondt på mig, ikke fordi de ikke må savne ham, men fordi de er børn og de kan jo ikke forstå at nogle mennesker kommer og går. Og ville så gerne spare dem for alle slags smerter.

Jeg fandt nogle gamle videoer. En hvor den ældste er omkring 3-4 år gammel, og han råber at han synes, A er såå sød!
En anden video ude fra min mormor, hvor det er den mellemste er omkring 2-3 år, og de to slås mod mig. De er på samme hold og lille A, putter sig ind til store A. De drenge har følt et bånd med A, og det er forståligt når han har været der, det meste af deres liv. Og nu min lille prinsesse, som ellers bliver lidt genert når hun lige så ham, spurgte den anden dag ind til ham, til hendes mor. Hvor gammel er A, hvor høj er A.. Så hun husker ham, og ved han var en del af os.

Jeg husker mere og mere tilbage på alle de gode ting mellem os. Og tænker at denne afstand faktisk har været god for mig (os), selvom der ikke bliver et os mere. Men vi havde et fantastisk forhold. Vi grinte og fjollede. Vi betroede os til hinanden, og støttede hinanden. Men det sidste år kørte vi bare helt af sporet. Jeg valgte at støtte ham i hans drøm, og det ødelagde mig, og min drøm. Fordi han ikke kunne være den mand, han havde været i alle de år før, fordi han var så tæt på hans drøm, at alt andet blev ligemeget.
Fordi jeg ved godt han elskede mig. Når jeg ser tilbage på som optagelser jeg har af os, billeder af ture, oplevelser, ferier, restaurantbesøg m.m. kan jeg jo sagtens se hvordan vi var og hvordan vi blev. Der skete en ændring, som jeg først kan se nu, og først rigtig har lagt mærke til nu, pga. afstanden.
Jeg kørte mig selv ned. Og jeg lyttede ikke til mig selv, mine omgivelser og den hjælp jeg gik til, fordi jeg var forelsket, jeg elskede hårdt.

Men jeg har lært at jeg aldrig vil lade mig gå sur i seng, jeg vil blive ved og ved og ved med at snakke om problemerne, om så det er til klokken 3 om natten, og jeg skal op på arbejde. Fordi jeg vil aldrig mere lade problemer og uenigheder ødelægge noget for mig igen. Ligesom Meredith i min yndlings serie siger til Richard og Cathrine, som er så uvenner at de ikke snakker sammen, men faktisk elsker hinanden, siger:

Meredith “.. the both of you are very very much alive, and breathing and driving each other crazy, and you yell, argue and fight, and you both should be thrilled to be able to do those things. I will do anything to be able to do those things, and none of those things are reason enough to not be with the person that you love, especially when isn’t enough time, there will never be enough time and you both know that, so whatever it is that’s going between you two, will you just please figure it out.. ”

Efter det citat vil jeg i fremtiden leve efter. Men som min andet yndlings citat, “der skal to til tango”, og derfor skal jeg huske på, ligemeget hvor meget jeg prøver og gør for en anden person, hjælper det ikke, hvis personen ikke også “danser”.

 

Så nu 2 måneder og 20 dage efter vores brud, vil jeg sige, jeg snart kan se lyset for mig selv. Jeg vil altid savne det vi havde og det vi var. Men jeg må huske på, den person jeg var sammen med ikke længere findes. Han er en anden nu, og det måske også for det bedste, selvom det er hårdt. Fordi jeg elskede ham, fordi han var min bedste ven i hele verden. Fordi jeg delte mit liv med ham.
Men når tiden er inde, så får en anden skøn mand hans plads. Og den mand kommer på et tidspunkt. Jeg har ikke travlt. Jeg har nok i mig selv, min skønne familie, mine søde veninder. Jeg har nok i min vidunderlige lejlighed, min dans og min fremtidige arbejde.

Ham og hans familie vil altid have en stor plads i mit hjerte. Ikke for det de har gjort mod mig efter, men for de personer de var, og hvad de betød for mig, da vi var sammen i de 4,5 år.
Jeg ønkser dem alle så meget kærlighed og lykke på ders vej, og kun det aller bedste.

 

xoxo M