Det er ca. 125 dage siden, at D og jeg snakkede i telefon sammen. Hvor jeg sagde han ikke skulle kontakte mig mere, og jeg ikke kunne være hans ven lige nu. Fordi, det var jo ikke det jeg ønskede, det var ikke det jeg ville med vores relation.
Vi har ikke haft den vildeste kontakt. Vi har skrevet til hans rejse, jul, nytår og fødselsdage.
Jeg har ikke set ham siden, vi var ude og spise thai mad sammen.
Jeg så ham i fredags. Til en koncert vi begge var til. Min veninde blev væk og det gjorde hans ven “tilfældigvis” også. (De har noget kørende).
Jeg skulle ned og sige hej, opleve koncerten med ham, i stedet for min veninde. Det var en mærkelig følelse. Også alligevel slet ikke. For jeg er afklaret nu. Jeg ved han har en anden, og jeg ved at jeg fortjener mere end hvad han kan give mig, lige nu.. Jeg kunne skrive meget mere, om alle de tanker jeg har tænkt og følt den aften. Men det fylder ikke hos mig, det er ikke det der er vigtig for mig.
Jeg læste en artikel i dag, som jeg vil stjæle en masse fra. For denne artikel er som skrevet ud fra mit hjerte.
Jeg har en følelse i kroppen, som er så naiv og fjollet. Og det er ikke noget jeg vil sige højt. For veninder, familie og kollegaer, synes du er en kvaj. Du var ikke sød til sidst. Du er jo egentlig slet ikke det jeg søger. For du er ustabil, du er ikke klar til at binde dig, du er ikke klar til kærligheden. Men det skal forståes sådan, at jeg indrømmer jeg var dybt forelsket i ham, i en person, der ikke så mig på den måde, – ingen forstår hvorfor. Det gør jeg faktisk heller ikke, jeg fatter ikke noget af det. Jeg ved ikke, hvordan kærlighed kan fungere, og hvorfor jeg er så forelsket i dig.. Eller var.
The true is, jeg ved, at jeg aldrig burde have forelsket mig i dig. Vi er ikke på samme planet. Jeg ville noget højere og vildere med dig. Jeg så en fremtid. Jeg følte, at du var den eneste ene. Du, af alle mennesker i mit liv, er det dig, jeg kunne forestille mig, min fremtid med. Det var kun dig, jeg så frem til at blive gammel med.
Du kyssede mig .. Du kyssede mig så inderligt og bestemt, når vi skiltes. Som om, at vi vidste, hvad vi sagde farvel til. Som om, at vi vidste, at vi er de to sidste pulsespilsbrikker der fuldender billedet. Men vi nænnede ikke at fuldende billedet, for vi kan lide spillet. Jeg sagde “Hyg dig”, du svarede “vi ses”
De sidste pulsespilbrikker er lagt, spillet er slut, billedet er fuldendt. Og vi skal ikke ses igen.
Jeg er skide irriteret på mig selv. For jeg ved godt, hvad han i bund og grund laver nu, og jeg ved at jeg burde haft givet slip nu. Min hoved siger at jeg skal lade ham gå, men mit hjerte lytter ikke.
Jeg var tryg i hans arme, jeg havde sænket mine parader, for at give mig hen igen. Men for hvad? For at blive såret igen, for at blive forladt igen, for at få denne latterlige følelse i kroppen, hjertesorg.
Jeg gav mig uselvisk alt min kærlighed til ham. Og troede på jeg ville få den igen. Jeg kunne godt mærke han stak halen mellem benene, når der gik for meget parforhold og tosomhed i den. Så skabte han altid drama.
Han kunne ikke forstå hvorfor han skulle “spørger” om det var okay, at drikke en øl med en kollegaer, når jeg havde brugt nogle timer ude i køkkenet på at lave aftensmad til ham. Også kom han slet ikke, for jeg var da urimelig, at blive skuffet over han bare tog en beslutning selv.
Da han skulle på festival, og han ikke havde haft en kæreste på festival før, så blev det hele pludselig for virkeligt. Uh ha, man kan jo ikke det samme når man har en kæreste. Og jo det kan man sagtens? (Dog ikke prøve at score andre..)
Jeg planlagde og jeg ville gøre alt for ham.
Og måske er det også det? Måske gav jeg for meget af mig selv? Måske var jeg der for meget? Måske ville jeg ham for meget? Måske elskede .. jeg ham for meget.
Det kan jeg bare ikke lave om, jeg elsker højt og meget. Jeg giver mig helt i alle kampe og jeg giver ikke op. Når jeg har sagt JA til en relation, ser du mig ikke bakke ud. Jeg elskede ham..
Jeg synes julen er svær. Hmm, jeg synes faktisk december er svær, rigtig svær.
For det er min yndlings højtid på hele året, og jeg ville gerne dele det med D.
Jeg kigger hele tiden på min telefon, i håb om han har skrevet.
Jeg kigger hele tiden ud af vinduet, for tænk nu hvad nu hvis, han stod der ude foran og kiggede op, fordi han også savnede mig.
Jeg skrev til min veninde i går.
“Skal jeg opgive håbet om Dennis og jeg? Skal jeg til at indse at det aldrig giver til noget igen? Skal jeg giv e slip og komme videre? Jeg har lyst til at skrive til ham, ringe til ham. Se ham. Virkelig se ham, og holde ham i hånden. Har lyst til at sige, jeg vil gerne. Jeg gider dig godt. Jeg vil gerne prøve at give os en chance. Vil du ikke se mig, inden jeg rejser på lørdag. Jeg ville ønske vi skulle holde din fødselsdag i Østrig sammen. Jeg ville ønske jeg kunne give dig en gave. Jeg savner dig.”
Men ved også med min sunde fornuft, at jeg burde give slip, jeg burde komme videre. Og det vil jeg også godt. Der er meget jeg burde. Jeg burde stoppe med at længsel efter ham. Men jeg er ikke klar. Jeg er ikke klar til at give slip og vide det aldrig skal være os igen. Jeg kommer videre i den forstand at jeg gør ting for mig. Træner, ses med venner og veninder, oplever og nyder. Jeg venter ikke, jeg ser hvad verden byder mig, men jeg opsøger ikke kærligheden, for jeg troede og tror jeg har fundet den.
Imagine a world like that
We go like up ’til I’m ‘sleep on your chest
Love how my face fits so good in your neck
Why can’t you imagine a world like that?
Knew you were perfect after the first kiss
Took a deep breath like, “Ooh”
Feels like forever, baby, I never thought that it would be you
Tell me your secrets, all of the creep shit
That’s how I know it’s true
Baby, direct it, name in the credits
Like the movies do
Imagine if you didn’t quit. Imagine if you let me love you. Imagine if love was enough.
Jeg har en blandet følelse i kroppen efter denne weekend. Faktisk efter hele december måned.
Jeg har været i byen næsten hver fredag og lørdag i denne måned. Haft det virkelig sjovt , grint og danset en masse. Jeg har været ude med 4 forskellige venindegrupper og arbejdet.
Der er sket ting, hvor jeg troede jeg havde en god ven, men efter jeg fortæller jeg er blevet single, ændre hele hans tilgang til mig, og han har været hemmelig forelsket i mig. Men jeg måtte fortælle jeg kun så ham som en ven. (Det er aldrig sjovt).
Også til denne bytur i lørdags – der blev jeg meget fuld. Så fuld at jeg kom i tanke om det var ham jeg ville ha. Og ikke nogen af de mænd i byen, der sagde diverse ting, til at smigre mig. En var sikker på jeg var hans kommende kone, og han havde aldrig set smukkere.
Jeg bliver sendt i en taxa hjem. Indtil jeg i taxaen ser at min taske er væk og jeg derfor ikke kan betale taxa manden, uh han blev gal. Jeg fik tilsidst lov til at mobilepay ham.
Ca. 30 min efter vil jeg tro, ringer min telefon, fra et nummer jeg ikke kender. Jeg tager den. Det er Roskilde politi, der har fundet min taske. Han spørger om han skal komme hjem med tasken til mig. Det måtte han/de da gerne. Klokken 04:30 om natten, står jeg så ude foran min lejlighed, og der kommer en politibil kørende. Jeg får tasken og siger mange tak.
Da jeg kommer op i lejligheden bliver politiet ved med at skrive. Han siger jeg så og lød rigtig sød, om han måtte skrive til mig fra sit private nummer.
Igen, han er ikke D. Jeg bliver smigret, men jeg drømmer stadig om det mulige (åbenbart – mega irriterende).
Jeg føler mig på den ene eller anden måde videre. Fordi der ingen kontakt er, og når der er, så er han kold og virker sur. Og det er ikke ham, jeg vil ha eller drømmer om.
Jeg ved jeg har gjort mit, jeg kunne ikke gøre mere. Jeg kunne ikke elske for to. Jeg kunne ikke bære et forhold alene. Jeg skulle have en der støtte mig hele vejen.
Men igen, jeg savner ham. Jeg savner dig D. Hver dag. Jeg ville også gerne sende dig et julekort. Jeg har fundet et der passer perfekt til dig og mig. Det er en mus med en nissehue på. Fordi du var min mussefar og jeg var din musse.
Jeg vil så gerne give slip. Jeg ved du prøvede at gøre det nemmere for mig, for jeg ved det også var svært for dig.
Bare fordi vi ikke har set eller snakket med hinanden længe, bare fordi jeg fester mere end før, bare fordi jeg aldrig er hjemme, betyder det ikke at jeg har ændret mig. Jeg er stadig mig, jeg er stadig hende den lille fjollede, du fik til at grine hele tiden. Hende du kunne sige alt til, hende der altid gerne ville holde i hånden, hende der elskede at putte, hende der elskede at gå med i bad, hende der gerne ville ud og opleve ting med dig, hende der elskede at overraske dig, hende der gerne gjorde ting for dig – fordi hun vidste det gjorde dig glad, hende der elskede når du lavede mad, hende der elskede når du gerne ville ligge i ske hele natten.
Jeg døde lidt indeni da du valgte at gå. Og af den grund burde det jo være nemmere at komme videre og over dig.
But when you truly care for someone, their mistakes never change your feelings because it’s the mind that gets angry but the heart still cares.
Og det skal forståes sådan, at fordi du valgte at gå, ændrede det jo ikke mig og mine følelser for dig. Du betød noget, du betyder noget. Jeg gav mig hen til dig, jeg ville dig.
Jeg gider dig godt.
Jeg gider dine tanker, dine følelser, din indre verden, dine små hverdagsoplevelser, dine op og nedture, frustrationer og hurra-oplevelser, dine håb og dine drømme.
For du er min ven.
Min bedste ven.
Ikke bare en, jeg kan trække ud af skabet, når JEG har brug for noget.
Nej.
Det går begge veje.
Min dybe interesse i dig afspejler min lyst til at være dit livsvidne.
En fuldstændig unik rolle, som kun jeg kan besætte, fordi jeg er din partner.
En rolle jeg kan tage alvorligt eller skide på.
Skider jeg på den, giver det sig udtryk over tid.
Så vil du trække dig fra mig.
Både fysisk og psykisk.
Der vil snige sig en følelse af tomhed ind i forholdet.
Du vil blive ensom.
Det vil jeg også, men måske forstår jeg det først for alvor, hvis jeg selv oplever fraværet fra dig en dag.
Den følelsesmæssige forbindelse vi havde i starten er væk – jeg tilskriver det måske, at vi er “vokset fra hinanden”, men virkeligheden er måske nærmere, at vi er holdt op med at gøre det, vi gjorde i starten.
Nemlig at være opmærksomme, nysgerrige, spørge ind, ville vide mere, insistere på “tid til os to”.
Jeg gider dig godt.
Jeg gider dig virkelig godt.
Og jeg vil elske at være netop dit fuldstændig unikke livsvidne – følge dit liv helt tæt på.
Det er sådan med sorg, man tror aldrig man kommer over det, videre eller bliver hel igen. Hele verden er imod en, og at se kærestepar på gaden eller at tro han er videre. Gør så utrolig ondt.
Men jeg føler jeg er ved at komme oven på igen. Jeg kan være i min lejlighed alene, jeg får ikke problemer med at trække vejret eller ondt i maven når jeg hører hans navn eller ser ham på de sociale medier. I dette break up, var jeg meget fokuseret på at gøre noget for mig selv hurtigt. Så jeg ikke endte i det sorte hul jeg prøvede i sidste break up. Det var overhovedet ikke sjovt, for mig eller mine kære.
Så jeg begyndte at sørge over tabet af D, for når man begynder at sørge at prikker man hul på skallen til at komme videre.
Jeg ved endnu ikke om jeg er i sidste fase af kærestesorgen. Men jeg er begyndt at mindes alle vores gode stunder, alt det han har lært mig, alt det som jeg nød ved os og især ham. Han er blevet ham jeg sammenligner andre mænd med. For jeg elskede ham. Sådan helt oprigtigt kærlighed.
Jeg kan se på billeder af ham og jeg, og bare være glad og synes det er dejlige billeder. Jeg bliver ikke længere trist eller ked af det.
Jeg føler mig ovenpå.
Jeg har i dag også set han er på Tinder. Og jeg fik ikke engang sug i maven.
Han er parat til at komme videre, med en anden der ikke er mig. Og det er okay. Jeg elskede ham og han elskede mig. Men vi kunne ikke give det til hinanden som vi ønskede.
Jeg får en tanke om, jeg stadig ville ønske han ville stå ude foran min hoveddør og sige han savnede mig.
Men jeg ved også at der skulle ske ændringer. Der var ting der ikke fungerede for os.
Han var for meget drama. Når der kom et bom på vejen, stak han af.
Jeg har brug for en der bliver. En jeg kan stole på. En som står ved min side i alle situationer. En jeg kan regne med.
Men jeg er ikke helt ovre ham. For jeg tænker stadig på ham, som det sidste inde jeg går i seng, og som det første når jeg vågner. Og jeg ville ønske det ikke var sådan. Jeg ville ønske jeg ikke længere håbede og ønskede, men det gør jeg jo nok. Pissede irriterende. Det er det altså.
Men jeg har stadig lyst til at tage ham med i tivoli og se julepynten, og sende ham en sms hver aften. Jeg har stadig lyst til at tage hjem til ham, og bare sidde i hans sofa og ham der holder om mig, indtil jeg falder i søvn.
Øv hvor er det irriterende.
Det er sådan med kærlighed. Man kan ikke selv bestemme hvor, hvornår og hvem. Men jeg kæmper stadig hver eneste dag.
