Om at være i kærestesorg

Kærestesorg er en følelse i kroppen, en tilstand, efter et brud eller tabet af en partner.

Følelsen rammer både fysisk og psykisk. En følelse af tab, sorg, tristhed, ensomhed, vrede og følelseløshed.

Jeg har fornyeligt selv fået mit hjerte knust, og oplevet det mest forfærdelige ved kærestesorg. Hvad det kan gøre ved ens krop og sind. Det har været så forfærdeligt, og jeg ønsker ikke for nogen at de skal igennem den smerte. For det hev mit hjerte ud, ødelagde mit humør og var bekymrende for mit helbred.

For jeg ville lyve hvis jeg sagde at kærestesorg ikke gør ondt. For det gør det, det gør så ondt at man tror man skal dø. Men jeg ved også, at nu har jeg oplevet kærlighed, ægte kærlighed, på godt og på ondt. Man føler sig alene, smidt ud, ensom, som om man aldrig kan blive glad igen.

Jeg græd, og jeg græd meget. Hver dag, nogle gange i flere timer. Jeg græd så meget jeg ikke kunne få vejret eller stå oprejst. Jeg græd i bilen på vej hen til venner og familie, og kunne ikke stå ud af bilen, før jeg fik mig selv til at stoppe igen. Jeg græd hver gang nogle sagde “jeg er ked af at høre det med dig og …”.
Jeg gik ture for at få frisk luft, tog lange varme bade mens tårende trillede ned af mine kinder, men badet var beroligende og jeg følte jeg vaskede ham af mig. Jeg lavede planer og nye mål, for at få noget at se frem til.
Men sorgen var en smerte i hele min krop. Jeg tror ikke jeg kan forklare det bedre, end man skulle haft set mig. Jeg var ikke mig selv, jeg kunne ikke være noget for andre, jeg var til at holde ud af være i rum med, jeg havde et tomt blik, hævede øjne og følte ikke længere liv.

Og pludselig får man en følelse af, at hvis han er okay, så burde jeg da også være det. Så man går i byen, man fortæller glædeligt alle om man er blevet single og det hele er okay, nyt og spændende. Man laver en masse jokes omkring det og griner af situationen.
Dagene efter bruddet, var så forskellige. Nogle dage dansede jeg i regnen og grinte og fik en følelse af jeg var fri og der snart ville ske gode ting for mig.
Men dagene som før omtalt var der opvarnende flere af.

Min eks og jeg boede “sammen”, i to måneder efter bruddet. Han var kun hjemme i weekenderne, og der tog jeg så ud til familie og veninder. Men hver søndag når jeg kom hjem, kunne jeg mærke i hele kroppen han havde været der, og jeg blev utilpas og dårlig. Jeg kunne tit ikke være i min egen krop, og tit heller ikke være i lejligheden, lige efter jeg vist han havde været der.

Det kærestesorg gjorde ved mig, kunne ikke blot mærkes og ses af mig. Men også menneskerne omkring mig. Min familie var bekymret og jeg ved de også har grædt og snakket med hinanden om min situation. Det har de aldrig ville vise mig eller sige til mig. Men jeg ved det godt. Min arbejdsplads kunne se jeg ikke havde det godt, og at jeg pludselig på ingen tid, ikke længere kunne passe mit tøj.

Men jeg blev også utilpas hvis menneskerne omkring mig ikke sagde noget, ikke spurgte ind til mig, ikke var opmærksom på mig, ikke viste interesse, ikke anerkendte min situation og kunne se hvordan jeg havde det. Det betød også noget at de mennesker tog hånd om mig, for det har man brug for. Man har brug at mærke man har en støtte, at man ikke er alene og man kan stole på de mennesker er der i disse hårde situationer.
Ligesom jeg altid har været der for dem.

Kærestesorgen gjorde mig syg, min krop rystede på daglig basis, jeg græd hele tiden, jeg var mut og kunne ikke grine eller smile. Jeg mistede min appetit. Jeg prøvede at spise når jeg var sammen med andre, fordi jeg ikke ville have de skulle se på mig, på en bestemt måde, eller snakke om mig. Men når jeg var alene, kunne jeg gå i flere dage uden at spise. Jeg tænkte ikke engang over det, jeg var bare ikke sulten. På de to måneder tabte jeg 8 kilo. Jeg havde været i kontakt med lægen, på grund af jeg blev bange for mig selv – hvad jeg kunne finde på, hvordan min krop havde det og fordi jeg ikke kunne holde noget i mig.
Jeg skrev til min veninde og et familiemedlem om jeg kunne blive indlagt, fordi jeg ikke kunne klare det hele mere. At være så ked af det, at jeg ikke kunne være i min egen krop, ikke kunne være alene eller sammen med andre. Jeg havde kvamle hele tiden, og kunne ikke sove. Så jeg fik nogle piller mod det som hjalp mig.

Min eks og jeg havde været sammen i 4 1/2 år. Lige efter vi blev kærester flyttede han næsten ind på mit værelse hjemme hos mine forældre. Efter 1 år, flyttede vi sammen i en dejlig lejlighed. Vi havde vores, som alle forhold har. Jeg tror ikke på at et eneste forhold kommer udenom at diskuterer eller skændes. Men det hører med, ellers bliver det da kedeligt. Man skal give hinanden noget modstand og kræve noget af hinanden, så man udvikler sig og rykker sig.

Tre uger forinden bruddet, snakkede vi om vores fremtid. Vi ville snart have en hund. Vi snakkede om vi en dag skulle have et hus, en til/større bil og børn. Vi havde et langdistance forhold, da hans arbejde kræver han er væk 5 dage om ugen. Og blot tre dage forinden bruddet, havde jeg skrevet en lang godnat SMS til ham. Der fortalte jeg ham, at jeg tænkte på ham og jeg oprigtigt elskede ham, at han var min bedste ven i hele verden, at jeg elsker at bruge min tid på ham og jeg var virkelig stolt af ham. Og han skrev tilbage, at han også elskede mig virkelig højt og nød at bruge sine weekender sammen med mig.

Så da bruddet kom, var jeg overrasket og uforberedt. Jeg havde ikke set den komme. Jeg havde i weekenden optil bruddet, beskrevet for ham, at jeg savnede ham og manglede ham. At jeg havde en utrolig stor kærlighed til ham og jeg ikke følte jeg kunne mærke, at det var gengældt. Jeg håbede på han svar ville være, noget med han havde meget at se til, at han var ked af jeg følte sådan og det skulle jeg selvfølgelig ikke. Men han bekræftede mig i, min mistanke. Og derfra blev min hjerte knust. Hele den fremtid vi havde snakket om, smuldrede for øjnene af mig, vores drømme, tanker, planer, ferier, planlægning, aftaler, lejligheden, ønsker, VORES fremtid, PUF så var det væk.

Det er mere end blot tabet af et parforhold. Det er også en sorg over en tabt fremtid, tabte af nogle mennesker, som har været en del af vores fælles liv, men jeg nu aldrig skal bruge søndagsmiddage igen, det bryllup jeg aldrig kommer til at planlægge, de børn, jeg aldrig fik med ham.

Jeg oplevede et sug i maven og kontrollere konstant min telefon og de sociale medier. Var han på, lagde han noget op, kunne jeg finde ud af hvad han lavede og hvor han var. Det blev næsten en bedrift for mig. Jeg blev skør af det, og blev indirekte afvist gang på gang. Så jeg fortalte ham, at jeg blev nød til at slette ham fra de sociale medier. Allermest Facebook. Fordi der kunne jeg tjekke hvor tit han var på, om han blev tagget i opslag og om han skrev til nogen, på enten opslag eller billeder. Jeg kunne ikke lavet andet end at kontrollerer det hele tiden. Så jeg tog et valg, som var bedst for mig selv. Det var en god beslutning. Det var for mig ikke et opråb om jeg ikke ville være venner med ham, eller for at vise ham at jeg ikke gad ham, men det var for min egen skyld, fordi jeg ikke kunne styre det.

Hele den første måned efter, gik jeg med et lille håb. Jeg sagde det ikke højt, selvom folk spurgte mig. Men jeg gik og håbede. Andre snakkede om jeg skulle lade ham være, men det eneste jeg tænkte på var, hvordan jeg fik kontakt med ham.
Den følelse i sengen hvor vi før var to, men nu var jeg alene. Tabet af en familie, og forestillingen jeg havde om jeg skulle være alene resten af mit liv. Det gjorde mig desperat.
Hele kroppen gør ondt, ufatteligt ondt. Alt omkring en, minder én om den kærlighed man havde til det andet menneske. Fugle der flyver over en, den blå himmel, kærestepar på gaden, film i tv’et og sange, der pludselig er blevet skrevet og handler om os. Det hele omkring mig handlede om det, og den ukendte fremtid, vi skulle have skabt sammen. Og tanken om, at han nu vil gøre det, med en anden end mig.

Jeg hadet ham og samtidigt savnede jeg ham så inderligt og hver eneste dag.
Jeg var så sårbar og så ulykkelig.

Min ekskæreste og jeg, lavede aftaler omkring lejligheden og den respekt vi skulle have for hinanden. Jeg spurgte ham, hvad han planer var, for fremtiden. Og lige nu ville han have respekt for mig og for det vi havde været. Og det gav mig ro. Men den ro blev hurtigt taget fra mig. Efter blot en måned efter vi havde slået op, fortalte ham mig at han var på tinder. Det var imod alt han havde sagt til mig, og pludselig var jeg bange for han havde haft damer med hjemme i den lejlighed vi havde opbygget sammen. Efter det, kom kærestesorgen på et helt andet level. Jeg kunne ikke klare ham mere, han havde såret mig, men nu havde han også taget en kniv i ryggen og hjertet på mig, samtidigt med han hældte salt i såret. Jeg kunne ikke længere klare at vi skulle bo under samme tag, at jeg skulle gå og undre mig hver weekend over om han havde haft nogen med hjemme og hvad der skete.

Jeg var knust som aldrig før. Jeg skreg, græd, kunne ikke få vejret, mine ben føltes som gelé. Jeg var alene og troede jeg skulle dø. Jeg ringede rundt til min familie, og skreg i telefonen og græd og ville have ham udslettet fra mit liv. Jeg var forelsket, jeg troede jeg havde fundet min soulmate, ham jeg skulle bygge et livs lang liv med. Jeg havde delt alt med den mand, hver eneste dag siden december 2012. Og der gik det rigtig op for mig, at der intet håb var, at han var ligeglad med mig, og den kærlighed der havde været tilstede i 4 1/2 år, var væk ..

Jeg har fået opringninger, sms’er og beskeder på de forskellige medier, fra folk, jeg ikke har snakket med i måneder og år. De vil bare lige sige at de tror på jeg klare den og de forstår det er en svær tid jeg går i gennem. Folk har altid vidst jeg var forelsket, uanset hvordan jeg jokede om min kæreste i byen eller til folk på arbejdspladser og studiet. Men jeg har opdaget nu, at folk som jeg har snakket med, men ikke snakker med mere, stadig ikke var i tvivl om at jeg havde denne ægte kærlighed til et dette menneske.

Lidt efter to måneder, efter bruddet, skrev vi under på papirerne på han skulle skrives af lejligheden og fik klaret pengene imellem os. Derefter kom det sidste punktum mellem os. Det var slut. Den kontakt jeg havde følte mellem os, var nu væk, knækket, som luft. Jeg kunne mærke det i hele kroppen, da bilen kørte væk.

Mine forældre kunne se igennem mit smil, og krammede mig. Jeg kunne derfra ikke holde følelsen af sorg, tabet og vreden tilbage. Og jeg græd det ud. Kærestesorg tager tid, kræfter, energi men gør også en stærkere og man lærer sig selv mere at kende.

Jeg har lært en masse omkring kærlighed, kærestesorg, mig selv og de mennesker omkring mig, i denne proces. Jeg har fundet ud af, man ikke skal fremskynde processen, med at komme på tinder, finde fyre i byen, drikke eller træne det væk. For det hjælper ikke at gemme det eller undertrykke det. Det vil med tiden bore sig igennem dig. Så mærk dig selv, vær i tristheden og husk det ikke vare for evigt, selvom det kan føles sådan. Giv dig selv lov til at være i denne sorg, og tænk ikke hvad på hvad andre synes eller siger, som “han fortjener ikke dine tårer”, “der er massere af fisk i havet”, “Du skal bare have tinder”, “Du skal bare i byen og drikke dig fuld og få en masse komplimenter fra mænd”,“Du finder hurtigt en ny og du findet noget der er meget bedre, for dig.” Men tanken om forelskelse, at skulle møde nye mænd, lysten til bare være sammen med en anden en lørdag nat, er altså galakser væk i lang, lang tid. Man har ikke lyst til at finde en ny, man mister troen på mænd og man tør ikke stole på mænd. For denne mand lovede dig guld og grønne skove, om ægte kærlighed, om han ville støtte dig og gribe dig hvis du faldt. Men det gjorde han ikke, og du faldt hårdt. Så den periode skal ikke bare overstås. Den skal bearbejdes og man skal reflekterer over den. Også kommer det helt af sig selv, og den rette vil pludselig stå foran dig.

Kærestesorg er naturlig proces, og jeg kommer igennem den. Dag for dag. Når noget har været så godt, er det klart det gør så ondt.

Jeg skal huske på, jeg kan elske. Jeg har elsket. Det værste er ikke kærestesorgen, men evnen til ikke at kunne elske oprigtigt. Så selvom sorgen har været og er ubærlig, så har jeg fundet ud af hvilket menneske jeg er, hvad jeg har at tilbyde og hvad jeg burde få igen. Jeg skal ikke længere hunger efter en kærlighed, som ikke er gengældt, det er min kærlighed simpelthen for meget værd til.

Når jeg elsker, når jeg har kærlighed, så er det for evigt. Og det er en dejlig egenskab jeg har. Den er jeg glad for. Kærlighed har en pris, den pris er, smerte.

xoxo M