Skænderier kan gøres hurtige

Jeg har været forelsket. Håbløst forelsket i min (eks)kæreste i 4 1/2 år.

Vi skændtes en del, men havde en kemi så vi altid kunne finde tilbage til hinanden igen og igen.

Vi var begge meget stædige og havde en dårlig kamp imellem os, om ikke at “tabe”. Så ingen af os ville “give os”, når et skænderi var i gang.

Men jeg døde lidt indeni hver gang det skete. Jeg ville så gerne have det fungerede sådan, at han sagde “hey skat, jeg hører dig, lad os hygge resten af dagen sammen”. Jeg ved der ikke skulle mere til, fordi det var det eneste jeg tænkte hver gang vi skændes. “Hvornår kommer han ind og siger han savner mig?”.

Jeg sidder nu, 2 måneder og 12 dage efter vores brud, tænker på hvor meget jeg elskede ham, hvor forelsket jeg var. Det ændrede sig aldrig, aldrig nogensinde. Ligemeget hvor meget vi skændes eller råbte af hinanden, vidste jeg at det var ham jeg ville dele seng med, hver nat, resten af mit liv. Jeg havde følelser så dybe, at jeg tit at ren kærlighed, spurgte ham om han ikke ville gifte sig med mig. Bare fordi jeg ikke kunne vente på, at han en dag skulle spørger mig.

Jeg ville aldrig give op. Jeg ville aldrig blive ved med at prøve. Jeg ville kæmpe indtil jeg var gammel og grå. Fordi jeg følte vi havde noget, som man ikke bare får med hvem som helst.

Jeg har grædt, jeg har lidt, fordi jeg ved han aldrig kommer tilbage igen. Jeg har tænkt på hvad jeg kunne haft gjort. Men jeg ved godt, jeg også sagde, alting bliver bedre hver for sig. Jeg sidder alene, og tænker på alt det vi ikke nåede.
Alt det han skal opleve med en anden, end mig.

Jeg tror på det kunne haft lykkes, men det tager to til tango. Jeg ved jeg gjorde alt i min magt, for at vise ham, den kærlighed jeg havde for ham.
Med at lytte, være der, møde op til alle hans ting, købe små ting han sagde han manglede, vise ham jeg tænkte på ham i løbet af ugen, fortalte ham tit hvor meget jeg elskede ham, savnede ham. Jeg kunne aldrig finde på at sige jeg havde gået en hel uge, uden at tænke på ham. (For det ville alligevel ikke passe). Jeg huskede på hans aftaler, opfordede ham til at ses med familie og venner, lavede aftaler med hans familie, fordi han ikke orkede. Jeg købte mad som kun han kunne lide, jeg skrev små sedler, mange søde smser og opringninger, jeg lavede små romantiske og frække overraskelser, sørgede altid for han følte sig velkommen mellem mine venner og familie.. Jeg kunne nok blive ved, men det er ikke pointen. Pointen er jeg skal huske på, jeg blev hende jeg ikke gad være. Jeg ville ikke være hende, der gjorde alt for en fyr, som ikke ville give halvdelen tilbage. Jeg ville ikke tigge for kærlighed.

Jeg skrev tit dagbog når vi var uvenner. For jeg forklare at jeg blev nød til at indse han var ligeglad. Han var ligeglad med jeg græd foran ham i 3 timer, at jeg forlod lejligheden og ikke kom hjem (han spurgte ikke engang hvor jeg var, eller om jeg var okay). Jeg lod det løbe for langt ud. Jeg håbede for meget. Jeg elskede for meget.

xoxo M