Tidshorisont over min kærestesorg

Hvordan reagerer kroppen når man er i kærestesorg.

Den første uge, tror jeg ikke helt jeg havde forstået det. Hverken mit hovedet eller hjerte. Jeg var mega glad, hang ud med en masse forskellige mennesker.
Jeg kan huske min søster sagde, “øhm, hvordan har du det?” og dertil svarede jeg, med latter i min stemme, “Jeg har det sku dejligt, jeg er glad”. Og hun svarede, “Ja det kan jeg fornemme, er det ikke lidt underligt?”. Også grinte jeg bare. Jeg tror ikke jeg havde forstået det, ellers ville jeg bare ikke.

Den anden uge, begyndte det at sive mere ind. Jeg prøvede at skabe kontakt mellem min eks og jeg. Forklarede ham at jeg savnede ham og ikke kunne sove. Om han savnede mig, som jeg savnede ham. At jeg elskede ham og håbede det bare skulle være en pause mellem os.
Han svarede han troede ikke vi ville finde sammen igen, men jeg tænkte han nok skulle indse han savnede mig, og kom tilbage.

Den trejde uge, græd jeg. Jeg græd, græd, græd, græd, og jeg led. Jeg havde en smerte i hele kroppen, jeg begyndte at blive fjern. Jeg havde mistet modet, jeg havde mistet troen. Jeg følte ingenting, hverken sult eller behovet for at sove. Jeg spiste ikke i flere dage, jeg sov ikke, fordi så drømte jeg bare om ham. Jeg kontrollede alle medier, om han var på, hvad han lavede og hvem han blev venner med, om han skrev til nogen på opslag eller billeder. Jeg mistet min tilstedeværelse med andre mennesker, jeg var i rum med. Jeg kunne ikke snakke om andet. Jeg snakkede kun om ham. Jeg skreg, jeg led, jeg havde en smerte i hele kroppen, jeg rystede, jeg havde kvalme hele tiden, jeg blev syg og kunne ikke holde noget i mig, selvom jeg ikke have spist i flere dage. Jeg blev bange for mig selv, fordi jeg ikke kunne klare det mere. Klare at elske et andet menneske så meget, som var så ligeglad med hvordan jeg havde det.
Jeg havde så ondt, at jeg troede jeg skulle dø.
Jeg ville gerne indlægges, fordi jeg var bange for min krop snart sagde fra. Jeg tog piller til at få kvalmen væk, til at hjælpe mig med at sove, og for min konstante hovedpine og svimmelhed.

Det startede som sagt i trejde uge og meste af dette blev bedre efter 6-7 uger.

Jeg tog på ferie, hvor solen stråler, varmen og mine mennesker hjalp mig. Jeg følte at blot 1 dag før jeg rejste på ferie, at nu døde jeg, jeg ringede til min læge. Jeg ringede til min veninde. Jeg var i hundene.
Jeg fik hjælp med at pakke og blev kørt i lufthavnen af min far, som gav mig et stort kram, og sagde han håbede jeg snart fik det bedre.

Efter ferien, kom apptiten så småt tilbage. jeg besøgte gamle veninder og lavede en masse aftaler med gamle og nye bekendtskaber. Jeg havde op og ned dage.

Men det først nu, 2 måneder og 12 dage efter, at der går længere tid imellem jeg græder. Jeg er stadig ikke videre, ovenpå eller total glad. Men jeg tager et skidt af gangen. Jeg spiser mere normalt nu, jeg er startet til dans, jeg ser nye mennesker, jeg savner ham stadig hver gang, og det der er mest irriterende er jeg stadig drømmer om ham. Jeg vågner nu mellem 2-3 gange om natten, fordi jeg drømmer om ham. Jeg plejer aldrig at vågne om natten.

Men jeg giver ikke op. Jeg er tro mod mig selv, ærlig mod mig selv, og giver mig al den tid jeg og min krop og mit sind har brug for til at sørge. Sørge over tabet på en mand, familie, svigerfamilie og fremtid.

Jeg er nemlig så heldig at have mennesker omkring mig, der ved det er en periode, en proces jeg skal igennem. Om det så tager 2 måneder, 1 eller 2 år mere, til jeg er helt ovenpå og glad. Så vil jeg finde glæden igen, og jeg ikke være ked af det forevigt.

xoxo M