Hvad gjorde jeg galt?

Overskriften er noget jeg tænker meget over. Var der noget jeg gjorde galt? Hvad kunne jeg haft gjort anderledes?

Jeg har prøvet at tænke og reflekterer over det, meget ..

Jeg gav ham al min tid, jeg gav ham al min kærlighed, jeg gav ham al jeg havde.
Men hvad fik jeg igen?
Jeg levede for at, gøre små ting for ham. Jeg levede for at finde ud af sjove ting vi skulle opleve. Jeg levede for weekenderne, når han kom hjem. Jeg levede for, at gøre hans liv nemmere. At jeg tog ansvar for lejligheden, håndværker der skulle komme her, aftaler med hans og min familie, gave indkøb til hans familie, huske ham på når nogen havde fødselsdag eller andre mærkedage. Jeg gjorde ting for hans skyld, som han aldrig alligevel opdagede. Jeg besøgte hans fars grav min. 2 gange om året, på hans fødselsdag og til jul, og nogengange i påsken, så han kunne få nogle påskeliljer.
Jeg gjorde disse ting, af lyst og begær, af kærlighed til ham. Men jeg fik aldrig et ekstra tak, eller en gestus, om han var glad for jeg gjorde ting for ham. Nej han havde aldrig bedt om det, men er det ikke rart når nogen tænker på andre end en selv. Er det ikke det tosomhed går ud på?

Jeg har tænkt over, jeg elsker at gøre lejligheden ren, handle ind, finde små ting i supermarkedet eller naturen eller livet, som viser jeg sætter pris på ham, små beskeder, små gøremål, lave aftaler, stå for planlægningen, gaveindkøb.
Men det der gjorde jeg måske hadede det i dette forhold, var det ikke blev værdsat. Han havde jo ikke tid, han tænkte jo bare ikke over det, han var ligeglad.

Det bliver jeg aldrig. Jeg bliver aldrig ligeglad, og det priser jeg mig lykkelig for, at jeg ikke gør. Min nye kærlighed, får aldrig at vide, at jeg er ligeglad med noget.

Jeg har lært meget, af dette brud, af denne kærlighed.

Jeg har lært at, jeg har altid følt jeg, gjorde mere, elskede højere, var der mere, og det var jeg også.
Jeg var ikke tro mod mig selv, da jeg var til psykolog for første gang, gik meget af tiden om at snakke om mit forhold med ham. Ikke min barndom eller opvækst. Men forholdet med ham. Det hele tog hårdt på mig. For jeg ville ham så gerne, og den følelse har været ægte, for nu snart 4 måneder efter bruddet, elsker jeg ham stadig, jeg savner ham stadig. Jeg græder stadig, jeg har stadig dårlige dage. Men han ville jo ikke give mig det jeg gav ham. Lige meget hvor meget jeg tiggede og bedte, ligemeget hvor meget jeg sagde det højt og viste ham, fortalte ham, hvordan han kunne gøre, ville han jo ikke.
Hans undskyldning var altid den samme, “jeg skal nok prøve”, “det kommer jo ikke fra den ene dag til den anden”, “jeg kan bare ikke finde ud af at tage initiativ”
Og det er noget bullsh*t ..
He have been the one, for me .. Men jeg må indse at det bliver han ikke og er han ikke.

Jeg vil altid huske ham, jeg har set ham græde, grine, smile, være sur, skuffet, overrasket. Jeg har været der i hans livs op- og nedture.
Han var min første store ægte kærlighed. Men nu må jeg sige farvel ..

xoxo M